« Kalenderen

Japansk Plakatkunst

Fredag den 26 auggust 2011
Plakatmuseet Den Gamle By Aarhus
Fredag den 26. august åbner en ny udstilling med moderne japanske plakater fra 1980’erne frem til i dag. Japansk plakatkunst rangerer på et højt plan æstetisk og ekspressivt. Det moderne udtryk afspejler samtidig referencer til ældre traditioner og historiske begivenheder. 27 forskellige kunstnere er repræsenteret på udstillingen.  
Nye udtryksformer efter Anden Verdenskrig
I begyndelsen af 1950´erne fandt de japanske kunstnere nye veje for motiver. De traditionelle motiver, som kendes fra de japanske træsnit blev afløst af moderne, vestlig stil inspireret bl.a. konstruktivismen og Bauhaus. Kunstnerne stræbte bevidst efter international udbredelse og anerkendelse. Plakaten som kunstværk fik et gevaldigt opsving i 1960’erne, og det gav de unge kunstnere mod til at skabe værker, som var præget af deres egen personlige stil med deres eget individuelle udsagn.

Plakater med ekspressiv kraft
Enkelheden, lyset og de eksplosive farver er et typisk udtryk i moderne japansk plakatkunst. Man finder også stærke følelsesmæssige udtryk - af og til iblandet en underfundig humoristisk detalje. I Japan er det ikke acceptabelt at vise følelser offentligt, men i plakaterne bliver det emotionelle element tydeligt.

Mangaens tegneserieunivers
En lille gruppe af udstillingens plakater, manga, hører hjemme i et noget andet univers. 
Manga er japansk og betyder egentlig hurtig skitse. Ordet betegner alle former for tegneserier i Japan. Kendetegnende for manga-figurerne er de runde hoveder og de store runde øjne samt de dramatisk ekspressive ansigts- og kropsudtryk. Manga plakaterne er ikke skabt som et kunstværk i sig selv, men som reklameplakater for tegneserier og film.

Udstillingen åbner 26. august og varer indtil foråret 2012

Leder af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, Peder Stougaard har en passion for Japan og har flere venner blandt de japanske plakatkunstnere, som udstiller. Blandt andet Norio Fujishiro, der har skabt en hel serie plakater I’m here in Japan.